Kære socialdemokrater. Tak for invitationen til at komme og tale her i smukke Djursland. Jeg holdt min første 1. maj tale som 15 årig, men det her er faktisk min første grundlovstale, så jeg håber I vil bære over med mig, hvis det viser sig, at den ikke var værd at vente 28 år på.
Mit navn er Niels Jespersen og jeg er til dagligt redaktør for den socialdemokratiske netavis Pio. Før det, var jeg soldat i hæren og efter det analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste. Men jeg står jer, ganske civil og udelukkende på egne vegne.
Da vi sidste år fejrede grundlovsdag, skete det få dage efter en folkeafstemning, hvor danskerne valgte at afskaffe vores forsvarsforbehold. Siden har vi atter været til stemmeurnerne til folketingsvalget. I hvert fald de af os, der fandt det belejligt at bruge vores stemmeret. Næste år skal vi stemme om hvem der skal repræsentere os i Europa Parlamentet og lige straks er der også kommunalvalg. Og hvem ved. Et folketingsvalg før nogen regnede med det.
Demokratiets festdag og alt det der. Vi er med rette stolte af vores folkestyre.
Både sidste års afstemning om forsvarsforbeholdet og det folketingsvalg der resulterede i dannelsen af en flertalsregering over midten skete i skyggen af, og som reaktion på, Putins uprovokerede overfald på Ukraine. Nårh, ja, og så måske også lidt som en radikal overreaktion på minksagen.
Men det centrale er, at herhjemme afgør vi tidens store spørgsmål med stemmesedlen. Ikke med bomber og bajonetter, eller ved at fyrster og rigmænd trækker streger på et kort, men ved at lade afgørelsen være op til folket. Der, så i varierende grad. Som vi ser det med SVM-regeringen, kan fortryde sit valg relativt hurtigt.
Men at stemmesedlen trumfer sværdet, er for os en indlysende sandhed. Så indlysende og samtidig så selvmodsigende, at når vi har sendt soldater ud i verden med våben i hånd, så har vi fortalt os selv, at det skete for at fremme demokratiet. Diktatur og ufred var noget der foregik langt fra vores grænser og som vedkom de par tusinde unge mænd og kvinder vi hvert år sendte afsted i ørkenfarvede uniformer og med dannebrog på skulderen. Og deres pårørende.
Jeg ved det, for jeg var selv en af dem.
Nu står vi i en skæbnestund for Europa, hvor der afholdes en anden form for afstemning tusindvis af kilometer østpå. Her stemmer ukrainerne og russerne ikke med pen og papir. Eller med fødderne, men med blod. Der findes der ikke sofavælgere. Den kommende ukrainske sommeroffensiv bliver det største og blodigste slag på Europæisk jord i 80 år. Ifølge den ukrainske præsident Zelenskyy omkommer der hver dag mellem 50 og 100 ukrainske soldater. De ligger i sønderskudte kælderrum eller i regnvåde skyttegrave og mærker jorden skælve af granatnedslagene.
En fuldtræffer pulveriserer et menneske totalt. Men også lufttrykket og de tusindvis af barberbladsskarpe fragmenter, er nok til at dræbe på hundredvis af meters afstand.
Jeg har selv været i krig, så jeg har en anelse om, hvordan det går for sig. Jeg kan godt huske lugten af sved og adrenalin og mærke den fedtede konsistens af størknet blod, der er blandet med sand. Men det mig og mine kolleger oplevede som udsendte for Danmark, var i sammenligning et skolegårdsslagsmål. Den krig der foregår i Ukraine er på et massivt og industrielt skala som jeg kun kender fra krigsfilm om 1. og 2. verdenskrig.
I moderne krige regner man med cirka tre sårede for hver dræbt. Det betyder, at hundredevis af ukrainerne hver dag forkrøbles. De mister arme og ben og får uoprettelige sår på sindet.
Der er langt fra et fredeligt valglokale i Danmark til en sønderbombet slagmark i Ukraine, men grundlæggende er der det samme på spil. Den sol der skinner over vores grundlovsmøde skinner også over skyttegravene. Begge steder handler det om, hvordan vi håndterer uenighed og afgør, hvem der skal bestemme.
Jeg er blevet bedt om at holde en tale om emnet – da den sikkerhedspolitiske situation ramte EU og danskerne. Til det emne kan man indvende. Hvornår har den sikkerhedspolitiske situation ikke ramt os? Vi er et lille land der i århundreder har været prisgivet vores store naboers luner. I bare min levetid har vi været igennem både kold krig, mohammed-krise, en finanskrise og en global pandemi. Havde det ikke været for 9/11, havde jeg næppe brugt 10 år af mit liv i Forsvaret.
Jeg fortryder ikke at jeg tog af sted. Det var nu engang mit arbejde og som de fleste andre offentligt ansatte i dette land, så gjorde jeg hvad jeg fik besked på og forsøgte at løse opgaven så godt, som jeg nu engang kunne. Jeg kan bare konstatere, at i mine ti år i Forsvaret var mit og mine kollegaers engagement rettet mod Mellemøsten. Det lider vi under i dag.
Det som er nyt er ikke, at alle deler vores værdier. Det nye er, at dem der ikke deler vores værdier, ikke bare er langskæggede islamister, der med en omskrivning af en folkekær sang bor i huler og slås hele dagen. Det nye. Eller det gamle som er gået op for os igen. Er. At alt imens Vesten og Danmark spidte blod og milliarder i Irak og Afghanistans ørkener. Og jeg mener desværre ikke der kan være tvivl om, at indsatsen. Også min egen. Langt hen af vejen var spildt. Så voksede en gammel trussel mod Danmark og mod freden sit stærk på vores dørtrin.
For den russiske præsident Putin er ikke en mand, der anerkender stemmesedlen. Han mener det er sværdet der skal afgøre, hvem der bestemmer. Blod og jern som den tyske kansler Bismark sagde. Det er derfor han ikke anerkender ukrainernes valg. Hverken af deres selvstændighed eller af deres regering. Det er derfor han har startet denne ulykkelige krig. At det er kommet dertil, burde jo egentligt ikke komme bag på os. Med krigen i Ukraine er det fjerde gang Putin overfalder et naboland. Tidligere er det gået ud over Tjetjenien i 1998, Georgien i 2008 og Ukraine i 2014.
Har vi ikke set det før? Og har demokratierne ikke før dukket sig og håbet, at turen ikke ville komme til os, inden vi alt for sent greb til handling? SFs formand Pia Olsen Dyhr har sagt, at Rusland bærer fascismens kendetegn. Jeg er enig med hende. Jeg er også enig med socialdemokraten Hartvig Frisch der i sin bog “Pest over Europa” fra 1933 analyserede totalitarismens væsen og konkluderede, at Socialdemokratiet måtte bide deres antimilitarismen i sig og acceptere, at vi ikke kan møde sværd med palmeblade. Jeg er også enig med statsminister Mette Frederiksen i, at det vi står i dag er tid, der ikke bare vil afgøre fremtiden, men også hvem vi er som folk.
Man skal passe på med historiske analogier. Situationen er i dag en anden end for 80 år siden. Frem for at stå alene, er vi i dag forankret i stærke internationale institutioner som EU og NATO. Men vi står i en sikkerhedspolitisk situation, der er mere usikker, end noget Danmark har oplevet siden 30’erne. Den kolde krig var alt for ofte i fare for at blive varm, men den havde dog sin egen forudsigelighed med to blokke, der holdt hinanden i skak. Putin er anderledes uberegnelig end Brezhnev og de gamle sovjet-pampere.
Det vi oplever i dag er nyt, ikke fordi det er nyt, at freden har fjender. Det nye er hvor skruppelløse og stærke de fjender er. Men også, at de værdier, vi troede at vi delte med vores venner, ikke har vist sig så stærke som vi kunne håbe.
Donald Trump var et chok for alle os, der tror på venskab mellem Danmark og USA som forstår USAs og NATOs rolle, som garant for vores sikkerhed. Men også i Frankrig, mennesrettighedernes arnested, der vel med briternes Brexit er EUs atomarsenal, er det yderste højre på fremmarch. Marine Le Pen og hendes Front National tager imod russiske rubler. Ånden fra Vichy, den franske Quislinge-regering lever endnu. Det franske højre tabte præsidentvalget sidste år. Vi kan håbe at de bliver ved med det. Men Vesten er kun et par demokratiske valg fra det kaos, Stauning stillede op imod.
Kære venner. Jeg kommer ikke i dag for at sprede mismod. Tværtimod. De værdier vi står for, har historisk været dem der sejrede. Men situationen er alvorlig og truslen er reel.
JEG HUSKER, HVORDAN JEG som ung mand så tvillingetårnene styrte i grus. Dengang vidste jeg ikke, hvor meget det ville påvirke mig eget liv. Var det ikke for 9/11, havde jeg næppe brugt et årti på at udkæmpe nogle af de katastrofale krige, der har destabiliseret Mellemøsten og rystet de vestlige demokratiers tro på sig selv.
Det er sandsynligvis også den svækkelse af Vestens selvtillid og anseelse, der har været med til at opmuntre Putin. Lad det blive vendepuntet hvor vi genfinder vores styrke, for de sidste par år har ikke været gode for det europæiske fællesskab og Danmarks position.
Med Brexit har vi mistet en samarbejdspartner vigtig allieret. Svækkelsen af EU skal sammenholdes med den tiltagende amerikanske ligegyldighed over for Europa. Her præsenteres Trump oftest som skurken, men Obama førte sådan set an i processen.
Det er ikke svært at sympatisere med det amerikanske krav om at lade et rigt kontinent som Europa stå for sit eget forsvar. Problemet for Danmark er bare, at det kan Europa kun gøre, hvis Tyskland genopruster. Europas “Mittelreich” er det eneste land, der har den strategiske placering og de økonomiske muskler til at afskrække Rusland.
Og en verden med et Tyskland, der totalt dominerer resten af kontinentet militært og økonomisk, er noget, den frie verden udkæmpede to verdenskrige for at undgå.
Naturligvis kan man slet ikke sammenligne nutidens frie og demokratiske Tyskland med fortidens kejserlige og nazistiske voldsregime, men magtkoncentrationen kan godt sammenlignes. En sådan styrkelse af
Tyskland vil de facto svække Danmarks selvstændige råderum. Vi vil miste en fjern militær allieret i form af USA, der ikke havde økonomiske og indenrigspolitiske interesser i os, og få en nær allieret, der vil være fristet til at blande sig i alt. Og meget godt kan og bør man sige om tyskerne, men at bruge deres magt med omtanke har aldrig været en spidskompetence.
Danmark har siden Anden Verdenskrig været i en unik situation: Det europæiske samarbejde har sikret frihandel og adgang for dansk eksport, mens NATO har sikret os militært mod russisk imperialisme. Den sikkerhed tager alt for mange for givet. Ikke mindst på højrefløjen, hvor man mange steder fører sig frem med den samme dumme selvovervurderende arrogance som i 1864.
Sandheden er, at ligegyldigt hvor mange penge vi bruger på militær, kan Danmark ikke forsvare sig selv. Vi har heller ikke de politiske og økonomiske kræfter til at sikre danske kommercielle interesser. Derfor har den liberale retsorden med dens internationale institutioner entydigt været i Danmarks interesse – og dens begyndende sammenbrud bør begrædes af alle ægte patrioter.
Det er den verdens orden og dermed Danmarks interesser, der står på spil i Ukraine.
Og bemærk hvem i dag spiller rollen som Putins hjemlige klakører og nyttige idioter? Det er den demokratiske arbejderbevægelses ældgamle fjender. Kommunisterne og det yderste nationalkonservative højre. Det åbne samfunds traditionelle modstandere. Den del har ikke ændret sig siden 30erne. De hader stadig vores samfundsmodel og deres landsmænd så intenst, at de altid er parate til at gå vores fjenders ærinde.
Få år efter at Hartvig Frisch udgav Pest over Europa, udspillede samme scene sig i den anden ende af Europa. Dengang kunne danskerne også afgøre deres politiske uenigheder med pen og papir. I Spanien lod man våbnene tale.
Dengang lod de vestlige demokratier som ingenting og trak på skuldrene, mens nationalister med tysk og italiensk hjælp druknede den spanske republik i blod. Det var nemmere at blande sig udenom.
Men for diktaturerne var den spanske borgerkrig bare en generalprøve. En test af demokratiernes viljestyrke. Eller mangel på samme. Efter Spanien kom turen til Østrig. Og så til Tjekkoslovakiet.
Frankrig og England sagde først fra, da det var Polen, der stod for tur. Da var det for sent for polakkerne og næsten for sent for resten af verden.
Ukraine er ikke Spanien og Putin er ikke Hitler. Situationen er i dag en anden ikke mindst på grund af de russiske atomvåben.
Men diktatorens fremfærd er den samme. På akkurat samme vis som Hitler og Mussolini spillede højt spil og satsede på sine modstanderes konfliktskyhed, har Putin udnyttet Vestens svaghed.
Og demokratiernes vægelsind, defaitisme og kortsigtede eftergivenhed, har har vi desværre også set eksempler på.
Dem der tror at de kan spise diktatorerne af med indrømmelser, lider af samme vildfarelse som 30’ernes demokratiske statsledere. De tror, at de kan afværge konfrontationen, men de ender med at forhandle deres egen undergang.
For diktatorerne bliver aldrig tilfredse. De får appetit, mens de spiser og ser enhver indrømmelse som en opfordring. Selvfølgelig skal vi ikke gå i krig med Putin. Det er der ingen, der advokerer for. Men “appeasement” er tydeligvis slået fejl, så hvorfor har den stadig så mange fortalere?
For både pacifister og realister kan det fremstå fristende at give Putin sin vilje. Herregud. Jorden gik ikke under, da Ukraine måtte afgive Krim. At give Rusland Azov-kysten og resten af Donetsk og Luhansk er en lille pris for at få inflationen og energipriserne ned og normalen tilbage.
Men en verden, hvor Putin sejrer, vil ikke blive den samme. Den vil indvarsle en ny kold krig, hvor Rusland vil plyndre Ukraine for at finansiere genopbygningen af sin hær. En hær, der i fremtiden kan indsættes mod balterne. Eller i Østersøen.
Lyder det skørt? Ja nu gør det, for vi har NATO, men kan vi også regne med amerikanerne i fremtiden? Hvad nu hvis Trump eller en endnu værre republikaner bliver præsident?
Briterne er stadig optaget af Brexit til den tid, og hvis Frankrig og Tyskland er villige til at opgive dele af Ukraine for fred, så er de også villige til at opgive dele af Baltikum. Eller Bornholm.
En russisk sejr vil sende et signal til alverdens despoter om, at grænser kan tegnes op på ny med blod. Kineserne kunne meget vel vende våbnene mod Taiwan, der til gengæld vil begynde at udvikle atomvåben.
For i en situation, hvor vestlige sikkerhedsgarantier er værdiløse, er atombomber den eneste sikkerhed for små svage nationer. Det kan udløse et nyt atomrustnings-kapløb.
Og atomvåbene er det som gør den store forskel på denne krig og så de krige vi involverer os i i Mellemøsten. For de masseødelæggelsesvåben som Bush og Fogh lovede os, de fandtes ikke. Jeg kan godt forstå hvis mange tænker, at det vigtigste er at få fred, næsten for enhver pris. Fordi intet ukrainerne kan vinde er noget værd, hvis det bogstaveligt fører til jordens undergang.
Det er en besnærende tanke, men det er også en farlig tanke. For det er netop hvad Putin spekulerer i. Ved konstant at rasle med atomtruslen, håber han at gøre vesten blød i knæene. Men en ting kan vi være sikre på. Hvis først vi giver indrømmelser over for den trussel en gang, så vil vil blive mødt af den hver eneste gang, Putin eller en anden stormagt vil have deres vilje. Hvis man en gang bøjer sig for trusler, så risikerer man at leve på knæ. Konstant underlagt andres vilje. Det kan være den svages vilkår og har været det før i Danmarkshistorien, men i dag er vi ikke svage. Vi er en del af den stærkeste økonomiske og militære alliance verden har set.
Med store kræfter kommer som bekendt et stort ansvar, for at bruge de kræfter til det gode. Hvilket også indebærer at bekæmpe det onde.
Hvis vi ikke tør bruge vores kræfter til at gøre det rigtige, så ser det først for alvor slemt ud. Så har Vesten afsløre sig selv som en flok forskræmte gamle koner. Et aldrende kontinent af kaglende kujoner. Grådige og ikke engang modige nok, til at lade andre kæmpe deres kampe.
Omvendt vil en ukrainsk sejr slå fast, at uprovokerede overfald på et naboland er den sikre vej til økonomisk og militær ruin. Et velbevæbnet og pro-vestligt Ukraine vil sikre vores baltiske naboer og holde fremtidig russisk militarisme i skak.
Et velstående frit Ukraine, hvor EU har betalt for genopbygningen, vil altid føle sig forpligtet over for os. Vi får en værdifuld allieret og samhandelspartner. Bare se på den europæiske taknemmelighed over USAs Marshall-hjælp efter 2. verdenskrig.
Vigtigst af alt vil vi have medvirket til at sætte 40 millioner mennesker fri. Ukraine hverken er eller bliver perfekt, men et sejrrigt Ukraine vil ikke være det samme, som det gamle. Et folk, der så succesfuldt har sat sig til modværge, vil ikke uden videre acceptere nye oligark-herskere.
Grænselandet mellem Rusland og så de gamle imperier Osmannerriget og Østrig-Ungarn har de sidste par århundreder lagt grønne marker til ufattelige blodsudgydelser og undertrykkelse.
Der var her Europas største koncentration af jøder boede op til 2. verdenskrig. “Bloodlands” kalder den amerikanske forfatter Timothy Snyder regionen. Det er et område der har lagt jord til nogle af de værste grusomheder verden har set.
Og nu flyder blodet igen ud over Ukraines jord. Russerne har et luftvåben, der indtil videre har overrasket positivt ved at fungere elendigt, men som ukrainerne ikke har noget effektivt og langtrækkende forsvar imod. Hvis Putin får reorganiseret sine kampfly, kan krigslykken endnu vende.
Den russiske plan er lige så simpel, som den er brutal. Bide sig fast i det østlige Ukraine. Nedslid ukrainerne med artilleri og flybomber og vent ellers på, at vesten bliver gjort møre af mangel på gas og olie.
Det er op til os europæere at sikre at det ikke sker. At det ikke bliver 30’ernes Spanien om igen, hvor demokratiet heroisk holder ud, men til sidst må give op for overmagten.
Mange socialister og liberale er med rette skeptiske over for Vestens militære eventyr oven på fiaskoerne i Mellemøsten. Men krigen i Ukraine handler ikke om at påtvinge andre mennesker vores levevis.
Det handler om at forsvare et frit folk og et lille land mod et uprovokeret overfald. Kan man ikke tage entydigt stilling for Ukraine, er ens anti-imperialisme værdiløs.
Lige nu er det ukrainerne, der dør, mens vi kan afgøre vores uenigheder med demokratiske valg. Det skal vi ikke skamme os over. Tværtimod. Vi skal være stolte af vores folkestyre. Men vi skal skamme os, hvis vi ikke under ukrainerne den samme fred og stabilitet, som vi selv nyder.
Jeg er ikke en krigsopvigler. Jeg var modstander af Irak-krigen. Jeg var en af de første herhjemme der offentligt anerkendte at krigen i Afghanistan var tabt og at Vesten burde indgå i forhandlinger med Taliban. Vel vidende, at det i praksis var vores kapitulation vi forhandlede om. Jeg ved godt, at for generaler, så er flere våben og flere soldater altid løsningen og at for en mand med en hammer ligner alle problemer søm.
Derfor føler jeg heller ingen glæde ved, at Danmark skal opruste. Der er ellers få offentligt ansatte der ikke mener, at lige deres ressort har brug for flere penge. Jeg mener, som den amerikanske præsident Eisenhower, der også var krigsveteran, at hvert våben der støbes, hvert krigsskib der løber af stablen, hver raket der affyres, i sidste ende er et tyveri fra verdens fattige. Spild af arbejdernes sved. Af forskernes geni. Af børnenes håb. Vi har bedre ting at bruge vores penge på, end krudt og kugler.
Det ligger ikke til os socialdemokrater. Vi finder strækmarch komisk og ser man os med en kniv i den ene hånd, så har vi stensikkert en gaffel i den anden.
Det er netop derfor, det socialdemokrater der skal tage ansvar for oprustningen og den hårde sikkerhed og støtten til Ukraines krig. Fordi vi ikke finder nogen stolthed eller nydelse, ved at bruge penge på noget, der i sidste ende kun bidrager til menneskelig ulykke.
Men også fordi vi forstår magt. Og uret. Arbejderbevægelsen opstod ud fra en erkendelse af, at man nogle gange er nødt til at sætte hårdt mod hårdt. At de magtfulde ikke at sig selv delte ud af deres værdier eller opførte sig særligt ansvarligt. Da Louis Pio, en anden krigsveteran fra krigen i 1864 dannede Socialdemokratiet, gjorde han det ud fra en erkendelse af, at organisering er vejen til magten. Louis Pio var ikke borgerlig humanist. Eller. Det var han også, men han var først og fremmest socialdemokrat, fordi han ikke troede, at man kunne appellere til magthavernes dårlige samvittighed. Moralsk udskamning var, dengang som nu, mest af terapeutisk værdi for de underkuede.
I Danmark byggede man det, som arbejderbevægelsens pionere, kaldte en demokratisk armé der skulle virke inden for loven og med fredelige midler. Det er stadig målet og den eneste legitime vej til magten.
Når vi støtter Ukraine, så er det fordi vi tror på arbejderbevægelsens gamle værdier om solidaritet. De ukrainske mænd og kvinder der slås ved fronten er sygeplejersker, håndværkere og arbejdere. De er vores kollegaer og var vi i deres situation, så ville vi bede om deres hjælp. For de russiske soldater, hvoraf de færreste er der frivilligt, kan vi have medlidenhed, men den hurtigste vej hjem for dem, er via deres lands nederlag.
Men vi skal også gøre det for vores egen skyld. Da Hartvig Frisch skrev Pest over Europa stod vi i Ukraines situation. Ukrainernes kamp er også vores kamp. De kæmper for de små nationers ret til selv at vælge styreform og alliancepartnere. Det er noget, som vi siden 2. verdenskrig har taget for givet herhjemme. Men det er ikke længe siden, at vi selv stod i en lignende situation med en aggressiv og krigerisk nabo.
Hvis Putin lider nederlag i Ukraine, så er det en lærestreg til alle verdens despoter og militarister om, at de stadig står på historiens taberhold.
Det er Putins håb, at krigens omkostninger vil gøre os bløde og få os til at indstille støtten til ukrainerne. At fronterne vil stivne og de vestlige forbrugere og dermed politikere vil blive trætte af høje energipriser og inflation. Men hvis vi giver efter, vil vi stå i samme situation om nogle år.
At sikre ukrainsk sejr er derfor den vigtigste internationale dagsorden for Danmark siden murens fald. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe. Direkte med penge og hvis Forsvaret ligger inde med brugbart materiel, så send det til Ukraine. Også selv om vores egne soldater mangler. Våbnene gør mere gavn i ukrainernes hænder end i vores.
Danske diplomater bør virke for at opretholde det internationale pres på Rusland.
Putins magtbase udgøres af den lille klike af stenrige russere, som han tillader at udnytte landets naturressourcer uden at dele med folket. De penge bliver ikke investeret i Rusland. De bliver gemt væk i skattely. I de Schweiziske banker og på boligmarkedet i London. Hvor russernes femte kolonne under den kolde krig hed DKP, så råder vores fjender i dag over nogle af de dyreste advokater og lobbyister.
Det siger alt om hvor moralsk og økonomisk korrupt Putins samfundsmodel er. Han stjæler penge fra sin egen befolkning, men den russiske overklasse stoler ikke på deres egne institutioner. Pengene gemmer de væk under fødderne på os. Hvis vi konfiskerer de værdier og bruger dem på at genopbygge Ukraine, så vil de russiske oligarker vende sig mod Putin.
Danmark bør gå forrest, når det kommer til at påtage sig ansvar for de ukrainske flygtninge og den kommende genopbygning. Som det er planen med den ruin-hob der er byen Mikolajev som Danmark har påtaget sig at genopbygge.
Forestil jer stoltheden ved at kunne besøge en moderne by i et frit Ukraine. En by, der vil være et vidnesbyrd om, at vi er en nation, der skaber frem for at ødelægge.
I dag er store dele af Ukraine ødelagt og millioner er på flugt. Dele af landet er besat og befolkningen udsættes for pinsler og tortur, der ikke er set på de kanter siden nazisterne hærgen. At se passivt til i dag, er lige så stor en uret, som det var dengang.
Da Danmark var i Ukraines sted for 80 år siden var der for de fleste ikke meget andet at gøre, end at se passivt til. Dengang var det vores land som var besat og vores befolkning der blev udsat for terror og sult. Jeg er vokset op med beretninger om modstandskampen herhjemme og jeg tror også det var med til at inspirere mig til at gå i krig for Danmark.
Men en afgørende forskel på at være soldat og være frihedskæmper er, at som soldat kan man sove i tryg bevidsthed om, at ens kære ikke deler faren. Så kan det godt være man selv venner sig det overlyds knald det giver, når et projektiv flyer tæt forbi. Eller det hule drøn fra en eksplosion. Ikke at jeg gjorde det. Men det var en tilværelse som vi selv havde valgt, og som vi også var udrustede og uddannede til at værne os mod.
Sådan var det ikke for frihedskæmperne. De meldte sig måske frivilligt, men derfra var der ikke noget, der hed orlov. En ting var deres egen sikkerhed. Den kan unge mænd godt abstrahere fra. Men de skulle også lide under bevidstheden om, at deres familie også var i ilden. Og at deres handlinger kunne betyde forskel på liv og død. Ikke bare for dem selv, men også for koner og børn.
Det er sådan det er at være ukrainsk soldat lige nu. I hvert fald for mange der enten har deres familier i de besatte områder, eller tæt på fronten.
Russerne går målrettet efter at ramme civile mål. I vinters frøs danskerne. Dem, der arbejder under åben himmel, er vant til kolde tæer og løbende næser, men også kontorfolket skuttede sig. Vi skruede temperaturen ned til 19 grader og huer og halstørklæder blev efterhånden en nødvendig del af arbejdsuniformen på mange arbejdspladser.
For ukrainerne var udfordringen en anden. Derovre kommer temperaturen rutinemæssigt ned under 15 minusgrader om vinteren. På grund af russernes målrettede bombardementer af infrastruktur er mange ukrainerne uden adgang til vand eller elektricitet. De døde bogstaveligt talt af kulde og sult. Det er ren terror taktik fra russernes side. Det virker ikke engang, for det gør kun ukrainerne endnu mere sammenbidte. Kontrasten på livet i det besatte Ukraine, hvor bomberne ikke falder, er værre, end i det frie kæmpende Ukraine.
Det er så at sige den virkelighed ukrainske soldater, ja alle lønmodtagere, går på arbejde med hver dag. Bevidstheden om at deres kære er inden for rækkevide af de russiske bomber. Måske en dag om ukrainerne kan bruge vores gamle F16 kampfly til at sikre deres luftrum.
Men indtil det sker, så bør vi gøre alt hvad der er i vores magt for at lindre vilkårene for den ukrainske civilbefolkning. Både ved at give dem husly her i Danmark, men også ved allerede nu at bidrage med nødhjælp og genopbygning.
De ukrainske soldater i skyttehullerne har brug for våben og dem skal vi give dem, men de skal vide, at mens de kæmper, så tager vi os af deres ægtefæller og børn. Også i fremtiden når de måske er døde, men freden er vundet.
Kære venner. For mig har foråret altid haft sine faste traditioner. 1. Maj i Fælledparken. 4. Maj i mindelunden. Grundlovsdag har jeg været mindre flittig til at passe. Men det er der ingen grund til. For det der sker her og over hele landet er i virkeligheden vores stærkeste forsvar. Våben er et nødvendigt onde, men det er i sidste ende diktatorernes redskab. Det stærkeste forsvar for Danmark er den kærlighed vi alle føler for vores land og vores troskab over for vores grundlov og de demokratiske værdier som arbejderbevægelsen sammen med andre gode kræfter har knæsat som de danske værdier.
Og det var også Hartvig Frischs pointe i 1933. Ligesom han godt kunne se, at man ikke ville kunne stoppe hverken fascismen eller kommunismen med ord, så vidste han også, at både havde Danmark ikke styrken til at forsvare sig selv militær, men i sidste ende så var forsvarsvilje heller ikke noget værd, hvis det man forsvarede ikke var noget værd.
For vold brutaliserer dem der udøver den lige så meget som dem den udøves imod. Se på Israel der er grundlagt på mange af de samme værdier som vi dyrker i arbejderbevægelsen. Jeg skal ikke ud i endnu en indviklet mellemøstkonflikt. Jeg skal bare konstatere, at volden ikke gør noget godt for nogle af parterne og at både palæstinensere og israelere er på vej væk fra de værdier, vi i Europa kan solidarisere os med. På samme vis kan meget af alt det som er galt i det ukrainske samfund forklares med århundredes brutalisering fra naboernes side.
Krig er brutalt og vi må ikke være bange for at være brutale når det er nødvendigt. Men vi skal gøre det lige så modvilligt, som vi gør det resolut. Kunsten er at holde fast i sin menneskelighed. Bekæmpe monstre, uden at blive et monster. Missiler og mure gør ingen nytte, hvis diktatorerne kan besejre vores hjerter og få os til at se verden som de gør det.
Her er det stærkeste forsvar ikke vores soldater, men det frivillige arbejde som hundretusindvis af danskere hver dag udøver. I partiforeninger, sportsklubber, som spejderledere og i alle de små foreninger findes rundt omkring. Det er her den demokratiske dannelse for alvor skal stå sin prøve. Det er nemt nok at stemme hvert fjerde år, men hvordan får man kolonihaveforeningen til at fungere? For de fleste af os, er det også her de virkelige konflikter opstår.
Når vi danskere kom så relativt uskadte ud af vores besættelse, var det ikke kun held og fordi vi solgte flæsk til tyskerne. Når vi kan være stolte af vores behandling af jøderne, så er det fordi meget få danskere lod sig lokke af splittelse og had. Det var sammenholdet der fik os igennem mørket. Et sammenhold som mange ikke troede eksisterede. Ligesom mange ukrainerne ikke troede på deres sammenhold. Herhjemme viste det sammenhold sig stærkt nok til at man efter krigen kunne skabe velfærdssamfundet. Jeg lover ikke at det samme kan ske andre steder, men vi skylder at give alle chancen.
Og vi skylder at tale sammenholdet op, når vi får chancen. Det ved jeg at I gør og det skal I have tak for. Det er vi ikke altid lige gode til i medierne. Det er vores opgave at gå kritisk til magten, men magtkritik kan også kamme over i konspirationsteorier og nedgørelse af de fælles institutioner.
Det er den mistillid og det had, som er Putins stærkeste allierede. Sammen med nihilismen og kynismen, der desværre er blandt tidens stærkeste tendenser. Hvem gider forsvare en bananstat? Det er de parasitter, som gnaver i demokratiets fundament. Der for kan den militære oprustning ikke stå alene. Lige så vigtigt er vores oprustning i politisk fællesskab.
Det er her forsvaret for, for Danmark i sidste ende begynder og slutter. Med troen på sammenhold og på retfærdighed. Det er en kamp som I kæmper. Hver dag, men også i dag hvor vi bruger vores tid sammen. Det skal I have tak for. Fortsat god grundlovsdag.