Vores lokale Folketingsmedlem Leif Lahn, skriver mindeord over Bente Nordbek (21. januar 1953 – 7. marts 2024), Grenaa, som i en årrække var engageret i det lokale partiarbejde i Grenå og senest var formand for Socialdemokratiet i Djurskredsen, før sygdom tvang Bente Nordbek til at stoppe.
»Det var med en stor sorg og en kæmpe medfølelse for Bente Nordbeks familie, da jeg blev meddelt om hendes alt for tidlige død.
Bente var på alle måder et stort menneske, som var elsket af mange. Hendes familie, mand, to drenge og børnebørn betød alt for hende, og det lagde hun aldrig skjul på. Selvom vi havde travlt under en valgkamp, havde hun altid tid til familien, og det har jeg en kæmpe respekt for.
Jeg lærte Bente at kende gennem partiarbejdet i Socialdemokratiet. Her mødte jeg en person som altid var glad, imødekommende overfor alle mennesker og en som man aldrig gik forgæves til. Hun var altid hudærlig i forhold til sine holdninger, og de ting hun blev spurgt om, og derfor meget nem og skøn at være sammen med. Derfor var hun heller ikke medlem i lang tid, før hun blev meget aktiv i partiforeningen og senere kredsformand for Djurskredsen.
Som folketingsmedlem i Kredsen er det formanden man arbejder tættest med, og derfor blev jeg utrolig glad, da Bente blev formand for Kredsen, og senere min valgchef.
Hun var utrolig flittig, brugte lige så mange timer i valgkampen, som jeg selv gjorde og var 100% driftssikker. Jeg har altid vidst, at hun havde en sikker hånd på rattet, og at hun var vellidt i hele kredsen, og alle kunne lide at arbejde sammen med hende. Det gjorde, at jeg var helt rolig og kunne bruge alle mine kræfter på min valgkamp. Man kan ikke få en bedre formand og en så god hjælp i en valgkamp, og det skylder jeg og partiet hende en stor tak for.
Jeg fik en god ven, en som kunne lytte og give gode råd, og en jeg altid kunne stole på. Jeg vil virkelig savne Bente, men mine tanker i denne svære tid vil altid gå til hendes familie, da jeg ved hvor meget de betød for hende.
Æret være hendes minde.«
Carsten Hering, som var bestyrelsesmedlem i Djurskredsen indtil generalforsamlingen, mindes kredsformand Bente Nordbek (21. januar 1953 – 7. marts 2024, Grenaa) med varme og dyb sorg.
»Det var med stor sorg jeg modtog meddelelsen om, at min kære parti- og kampfælle, Bente Nordbek, er død. Bente tabte torsdag kampen til den aggressive kræftsygdom der betød, at hun i sommers måtte trække sig som formand for Socialdemokratiet i Djurskredsen.
Da jeg i sin tid kom ind i partiet, tog Bente fantastisk imod mig. Jeg blev altid mødt med et varmt smil, med opbakning og loyalitet og aldrig med smålighed og kamp om rampelyset. Altid saglig. Altid på sagen og aldrig på fnidder og personligt ævl. Det var de langsigtede og overordnede mål og værdier der var sigtepunkterne, og ikke de hurtige, populistiske sejre. Det har også været de pragmatiske, små fremskridt hver gang, i stedet for korslagte arme og mileskridt, som alligevel aldrig bliver helt så lange, når det kommer til stykket. Bentes arbejde som valgchef for Leif Lahn var af enestående kvalitet, og der skal arbejdes målrettet for at opnå den samme gennemslagskraft i den næste valgkamp. Det var Bente, der i al stilfærdighed sørgede for, at alting var og blev som det skulle. Det skal vi arbejde hårdt for at lykkes med, fremover.
Jeg havde fornøjelsen at arbejde tæt sammen med hende fra jeg blev en del af bestyrelsesarbejdet. Bente var min formand i Djurskredsen og hun var min næstformand, da jeg blev formand i Grenaa Partiforening. I de fem år vi sad i bestyrelse sammen, var vi ikke uenige en eneste gang. Vi så ens på tingene, både politisk og organisatorisk. Der var ikke så meget pjat med Bente. Hun havde en akademisk nøgternhed og evnen til at kende forskel på et problem og et vilkår. Hun arbejdede flittigt og utrætteligt for sin sag og var drevet af solide værdier, men også af en viden og metode, der betød, at tingene blev sat i perspektiv og vurderet i et samlet billede. Det er der alt for få som evner i samme grad.
Bente var fra Herning og havde et blødt punkt for det lokale ishockeyhold. Det var det eneste ved hende jeg aldrig helt lærte at forstå. Den glød og den passion hun havde i øjnene når hun talte om ishockey og om hjerteklubben AGF var unik, og gav ofte anledning til kærligt drilleri.
Nu sidder vi tilbage med savnet og sorgen. Det er for ingenting at regne, i forhold til det familien oplever i disse dage. Siden jeg modtog beskeden i fredags, har jeg ofte tænkt på Bentes mand, Henrik og på hendes to sønner og deres familier. Bente elskede sin familie, og hendes altid varme latter og smittende humør fik lige en ekstra tand, når hun talte om sine børnebørn. Hun glædede sig altid til at skulle se dem, og fortalte levende om, at nu skulle hun og Henrik slappe af, for der havde været fart på legen og samværet, når børnebørnene havde været på besøg. I tiden der kommer, står vi klar med trøstende ord og kram, om end de aldrig kan erstatte Bente.
Hvil i fred, tillidsmand.
Æret være Bente Nordbeks minde!«